Hvorfor opstår spiseforstyrrelse?

Der er ikke som sådan nogen specifik grund til at spiseforstyrrelser opstår. Det hele foregår oppe i hovedet på en, altså psykisk. Det går så senere hen og bliver mere fysisk når det er de begynder og træne og løbe meget mere end der er sundt for dem. Det kan være alt muligt der er med til at starte tankerne om at man ikke er god nok. Det kan f.eks. være:
-Svært i skolen, det kan være rent fagligt at det ikke går så godt i timerne. Det kan ogtså trække ned på ens selvværd og selvtillid.
-Ingen venner eller føler sig alene, hvis man ikke har så mange venner, og føler at man hele tiden må klare sig selv og ikke har nogen at støtte til. Man kan også bare føle sig alene, også selvom man snakker med nogen af de andre i skolen/klassen, så er der stadigvæk en form for tomhed inde i en.
-Lavt selvværd, altså følelsen af at man ikke er god nok og andre omkring en nok heller ikke kan lide en. Man kan føle sig tyk og ligefrem ulækker, selvom man egentlig er helt normal ligesom alle andre. Man har bare slet ingen selvtillid eller styrke til at overbevise sig selv om at man er okay som man er.
-Mobning, hvis nogen en gang har kaldt en tyk, fed, grim eller ulækker osv. og man i forvejen havde det lidt svært, så kan man blive helt i tvivl om man virkelig er sådan som de siger til en. Man føler at de sikkert har ret, og får lige pludselig en negativ indstilling til sig selv og sin krop. Også selvom dem der sagde det egentlig bare mente det lidt for sjov, så er det ikke sikkert at personen forstod det, derfor skal man altid tænke sig godt om inden man åbner munden.
-Depression, hvis man i længere tid har haft det rigtig svært og man så er endt ud i en depression, så kan man i den tid måske trøstespist og så lidt af BED.
-Skilsmissebarn, hvis man har det svært med forældrenes forhold til hinanden eller ikke er så glad for de nye papforældre.
-Problemer i hjemmet, man kan føle at der bliver sat nogle høje krav til en af forældrene eller søskende, og man vil gøre alt for at være perfekt så man opnår de der krav.
-Man føler sig forkert eller anderledes i forhold til alle andre, man vil bare ikke være anderledes på nogen måde, for man føler at det er forkert. Hvis nu bare man er ligesom alle andre andre, så er der nok ikke nogen der vil dømme en.
-Perfekte modeller, man har set nogle af alle de tynde modeller i blade, i fjernsynet og på internettet og ud fra det, dannet sig et billede af, hvordan den perfekte krop skal være. Man mener at alle dem i medierne er bedre og smukkere end alle andre, og hvis nu man kan nærme sig deres udseende så er man også selv perfekt.
-Kontrol, de kan have den følelse af at de ikke har kontrol over noget som helst og så føler de den her trang til at have kontrol over deres vægt og krop fordi der er noget som de selv kan være med til at styre, men det ender så bare med at tage overhånd.
-For mange krav, det gælder både i skolen, blandt venner og familien. Man kan have følelsen af at der bliver stillet alt for mange krav eller høje forventninger til en og det har man svært ved at overkomme.
Der er de grunde og mange flere, men der behøver heller ikke nødvendigvis at ligge noget bag det, det kan også bare starte af sig selv oppe hovedet af en, at man bare føler den der angst.

Personlige beretninger

Her kan du læse om andre unge i forskellige aldre, og med forskellige problemer. Der er både dem som tror de har en form for spiseforstyrrelse, dem der har været der, dem som vil have hjælp til at tabe sig, og dem som bare har lavt selvværd som kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse.

-Jeg er en pige på 16, der ingen selvtillid har, jeg hader at kigge mig selv i spejlet, for det eneste jeg ser er en tyk pige med bumser. Jeg er 175 cm høj og vejer 68 kg, hver gang jeg spiser noget siger jeg til mig selv "nu bliver du tykkere og tykkere"

Jeg har det så dårligt, kan i ikke hjælpe, ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre:(

______________________________________________________________________________

-Jeg er en dreng på 12 år og har det skidt med min vægt. Jeg er 157 cm høj og vejer 46 kg. Det lyder nok ikke særlig alvorligt men for mig betyder det meget da alle mine venner er slanke.
Jeg går til karate 2 gange om ugen og badminton 1 gang om ugen. og så cykler jeg 4 km frem og tilbage fra skole alle hverdage. Mit problem er bare at jeg overhovedet ikke taber mig og jeg vil helt vildt gerne være lige så slank som mine venner. Håber i kan hjælpe mig.
______________________________________________________________________________

-Jeg er en pige på 11 år og jeg føler mig MEGET tyk! Jeg bliver ikke rigtig mobbet med det, men prøver også at skjule det. Det meste at skoledagen suger jeg maven ind og sætter buksekanten om til der hvor jeg synes jeg er tyk (På maven) så jeg ikke ser så tyk ud.
______________________________________________________________________________

-Jeg er en pige på 15 år, som er bange for, at hun er ved at udvikle anoreksi. Jeg er 176 cm høj, og vejer alt imellem 49 og 52 kg. Jeg tænker over alt, hvad jeg spiser,og er også begyndt at tælle kalorier! Jeg ved godt, at jeg ikke skal komme under de 49 kg, så det har jeg styret ret godt, for jeg har været oppe at veje 56 kg, været en smule overvægtig i for ca. tre år siden - der var jeg 168 cm høj.
______________________________________________________________________________

-Hej jeg er en dreng på 15 år. Jeg har meget lavt selvværd og hader mig selv. Min mor, far og bror behandler mig rigtig godt. Men f.eks til påskefrokost er der tavshed, men så når jeg går på toilettet bliver de glade og griner og ja, er glade. Jeg tror min far hader/er skuffet over mig sammenlignede med min tvillingebror.
_____________________________________________________________________________

Man kan se at nogen af dem her kun er 11-12 år gamle og det er ret tidligt at få de tanker om at de er for tykke og begynder at tænke over hvad de spiser og hvor maget motion de dyrker. Der er endda også nogen der starter med at få de tanker som er endnu yngre. Nogen af dem som skriver sin vægt og højde ind er slet ikke overvægtige eller tykke som de ellers går og tror. Når man beregner deres BMI (body mass index) svarer den faktisk til det der er normalt for deres alder. De ser bare deres spejlbillede helt forvrænget. Mange piger især, kan også føle at de er for tykke når de læser og ser nogle af alle de modeller som sulter sig selv til det ekstreme som slet ikke sundt for dem.

Du kan selv gå ind og læse om flere personlige beretninger og spørgsmål på Børnetelefonens hjemmeside her.

Og har du lyst til at beregne din egen BMI kan du gøre det lige her

Hvad kan du gøre som forældre?

Lige meget om barnet lider af en spiseforstyrrelse eller ej, eller forældrene bare ikke ved det, så er det altid godt at holde øje med barnet. En gang imellem kan man tage en lille snak med barnet/den unge om hvordan det går i skolen, forholdet til lærerne, hvordan det går blandt vennerne og måske hvis barnet/den unge er skilsmissebarn, så hvordan det går hos den anden forældre og papforældrene. Men man skal nok passe på at man ikke går for meget ligefem, for så kan de ende med at lukke sig endnu mere ind i sig selv, fordi de ikke er klar til at snakke om det eller skammer sig over noget. Gør barnet/den unge klar over at de kan komme og snakke hvis de har nogle problemer, lige meget hvad eller hvem det handler om. Er de i forvejen usikre og har et lavt selvværd kan det svært for dem at åbne sig over for andre, også selvom det er familie eller nære venner. Hvis barnet/den unge helst ikke vil snakke med sine forældre om deres problemer så kunnne forældrene også vise/fortælle dem om hjemmesider med chatte eller telefonnumre med rådgivning eller bare en snak hvis de har brug for at komme ud med noget der fylder for meget for dem, inde i dem selv.      

         
       Som voksen kan du:

• Støtte barnet i deres tro på sig selv, og overbevise dem om at de er gode nok som de er
• Være ekstra opmærksom på dem som måske ikke trives helt så godt 
• Give dem positive holdninger til mad, motion, krop og vægt.
• kende til de tidlige signaler der viser at noget ikke er som det skal være
• En gang imellem tale med barnet om hvordan det har det og hvordan det går
• Sørge for at han/hun ikke fortsætter den sociale isolation som personen er ved at bringe sig selv i